I – NEW YORK
New York, foråret 1984. En ældre herre med gråsprængt hår og brune øjne træder ind ad døren. De forbipasserende på 80th Street ville formentlig ikke kunne identificere ham, men indenfor i Edition Peters’ haller er ingen et sekund i tvivl om, hvem han er. Cage. En af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige komponister. Manden, der vendte alt på hovedet og gjorde stilhed til musik.
For den 72-årige amerikaner er det en almindelig dag på arbejdet, men for en ung, dansk komponist bliver det begyndelsen på et bekendtskab, han aldrig har glemt. Og nu har han skrevet en bog om mennesket, komponisten og musiktænkeren John Cage, som han med poetisk elegance møder ved en tilfældighed.
– Jeg har en god ven, Don Gillespie, som har været ansat på Peters i mange år. Og ganske som det er på de fleste forlag, kommer komponisterne mere eller mindre tilfældigt forbi. Jeg er der for at besøge Don, som så introducerer mig for Cage. Og jeg har aldrig mødt en berømthed, der var så indtagende fra første øjeblik. Han kendte mig ikke dengang; alligevel er det ham, der spørger mig, om jeg har tid til at snakke lidt. Ja ja, siger jeg, og så sidder vi der på Peters og snakker lidt om, hvad jeg laver.
Karl Aage Rasmussen er halvt så gammel som Cage, da de mødes denne forårsdag i 1984. Han kender selvfølgelig til sin kollegas sonater for præpareret klaver, tilfældighedsværkerne og de uudslettelige fire minutter og 33 sekunders stilhed, men der er en afgrund mellem danskerens egne kompositioner og amerikanerens musikalske udtryk. Som ansat ved Det Jyske Musikkonservatorium elsker han dog at filosofere over lydenes og tonernes univers, og i Cage finder han den perfekte samtalepartner.
– Jeg husker, jeg fortæller ham, at jeg arbejder med at bruge den gamle musik til at lave ny musik. Det er han også selv meget optaget af. I’ve always enjoyed very much when we can make something beautiful out of the past. For fortiden er ikke i sig selv noget smukt, det bliver den først, når vi gør den til noget. Cage siger i ’Lecture on Nothing’, at fortiden bare er der; hvis den dukker op igen, bør det ikke bekymre os, for vi ejer den ikke. Vi skal heller ikke have for stor respekt for den eller håne den – bare sige, at det er en af glæderne, livet kan tilbyde os.
Springer i tiden. Nørrebro, 5. september 2012. Cage ville være fyldt hundrede år i aften. Literaturhaus er proppet med mennesker, spredt omkring i lokalet ligger og står instrumenter, roser og flag stikker op af ølflasker, små runde borde er klædt i bordeauxfarvet velour, og ham, der viser sig at være bassisten, går rundt med en stor piberenser i baglommen. Jeg er taget til hyldestkoncert arrangeret af 24-årige Jeppe Zeeberg, der !bang! hamrer demonstrativt i flyglet, rejser sig op på klaverbænken og forklarer, hvad der skal ske. En umulighed, viser det sig, som aftenen skrider frem. Ét er sikkert: – Vi er færdige, når Paul i baren slår på klokken.
De er fem musikere. Deres placering i det gamle, afpillede kirkerum fra 1892 er afgjort ved ren tilfældighed. Zeeberg selv bag det sorte flygel, Anton Jansson på guitar, Adam Pultz Melbye med sin kontrabas, Lars Greve langs væggen på saxofon og Kevin Brow på trommer i garderoben.
De åbner hver sin kuvert, der indeholder instruktioner til at spille den første af fire Variationer af Cage. Egentlig den anden, for rækkefølgen er tilfældig. I kuverterne gemmer sig seks linjer og fem prikker lavet af mørke transparenter. En efter en bliver de kastet ned på et ark papir, og sådan: Du har dit partitur for Variations II.
Jansson sidder i skrædderstilling med sin guitar, han følger med et samvittighedsfuldt og kompromisløst udtryk linjerne og prikkerne rundt i mønstret med pegefingeren. Langsomt, uroligt, som et barn, der finder vej i en labyrint, foroverbøjet med hovedet helt nede i noden. Alle lyde i lokalet kan høres, og jeg har ingen idé om, hvad der sker om et øjeblik. Det kan være hvad som helst. Og så går de i gang. Hvis de ikke allerede var det. Hvis vi ikke allerede var det.
Det er tidligere på dagen, at jeg sidder over for Karl Aage Rasmussen på Det Kongelige Bibliotek i Indre By. Han gør sig klar til et foredrag om manden, han lige har færdiggjort en bog om. Ude på den anden side af Den Sorte Diamants glasfacade kan man ane Knippelsbro, hvor en snes entusiaster senere samles for at opføre Cages kultiske stilhedsværk på hundredeårsdagen. Der er ingen tvivl om, at det er det værk, flest kender Cage for.
I Tilfældighedernes spil udlægger Karl Aage Rasmussen selv opførelsen af 4’33” således: ”Vi er i en koncertsal. I går, i dag eller i morgen. På scenen står et flygel. En person kommer ind på scenen, mødes af bifald, sætter sig ved flyglet og lukker låget over tangenterne. Sidder helt stille i 30 sekunder og åbner så låget et øjeblik. Lukker det igen, sidder ubevægelig i præcis to minutter og 23 sekunder og åbner endnu en gang låget. Lukker det på ny og sidder på klaverbænken i et minut og 40 sekunder. Åbner låget og forlader scenen, måske fulgt af klapsalver.”
– Man kan bruge 4’33”, som man vil. Hvis man synes, det er en gimmick, så er det det. Og hvis man kan bruge det til at opdage nogle ting i verden, som man næsten havde glemt var der, fordi en mand har fortalt, at det godt kan betale sig at holde sin kæft og lytte til verden i stedet for sin walkman, så er det det, man gør.
Mange kender sikkert historien om den midaldrende Cage, der efter anden verdenskrig besøger et lydabsorberende rum på Harvard University. Hele hans verden ændrer sig, da han opdager to distinkte lyde i dette absolut lydtætte kammer: blodomløbets dybe summen og nervesystemets diskante reaktioner. Stilhed findes ikke. Mere eller mindre direkte leder det til opførelsen af 4’33” i 1952, hvor Cages faste samarbejdspartner David Tudor instrueres i at sætte sig ved flyglet uden at spille på det. Og reaktionerne er skarpe, det var dengang, publikum stadig lod sig provokere.
– Cage mistede venner, da 4’33” blev opført. Men jeg tror ikke, han egentlig blev såret, hvis folk grinte. Han var jo altså en meget radikal tænker, der gik hele vejen hver gang. Han siger selv, han laver musik for at høre musik, han ellers ikke ville få at høre. Det er det modsatte, man gør, hvis man kun vil have sin walkman på og kun lytter til det, man allerede har hørt eller i hvert fald selv har bestemt, man vil høre. En af de stærkeste ting, jeg har taget med fra Cage, er, at kunst ikke handler om at udtrykke sig, det handler om at ændre sig.
Det er ingen hemmelighed, at inspirationen fra Cage er til at overse i Karl Aage Rasmussens musik. På ét punkt er de dog rørende enige, da de taler sammen på Peters.
– Musik kan ikke meddele noget. Dér er vi enige, Cage og jeg. Jeg vil aldrig bruge tilfældighed på samme niveau som ham, men jeg vil heller aldrig lave musik, som skal kommunikere én bestemt ting. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, når nogle siger, at musik ikke kan udtrykke noget som helst, men den meddeler altså intet om menneskelivet. Det afhænger af lytteren. Cage var meget lidt begejstret for musik som Beethovens, der har en masse hensigter og prøver at gribe os i kraven for at sige noget bestemt, for eksempel at skæbnen banker på døren. Og derfor laver han 4’33”, et stykke stilhed, som to mennesker i hvert fald aldrig vil høre på helt samme måde.
John Cage var en radikal tænker. Publikum skal i centrum for musikken, støj skal bruges som instrumenter, og man skal frigøre sig fra tonalitetens overherredømme. Men den kompromisløse komponist var også et usædvanligt blidt gemyt, husker Karl Aage Rasmussen.
– Alle mennesker fik det samme indtryk, hvis de mødte ham: en ubegribeligt mild mand, som talte ret svagt; ikke hviskende, bare sådan en stille stemme, så man lyttede. Men en meget smuk og personlig stemme, hvad man kan høre på de foredrag, der findes optaget. Det helt enestående ved Cage var jo hans latter, som var fuldkommen lydløs. Hele hans ansigt ville krakelere i latter, og man kunne se ham sidde og grine længe – men det sagde ikke noget. Det har jeg aldrig glemt.
Hans ansigt lyser op.
– Og sådan var det, hver gang jeg mødte ham; det sagde man også: Omkring Cage griner alle. Hvis man så en gruppe mennesker med Cage inde i midten, så lød der altid latter over et eller andet, han havde sagt. På den måde er han altså svær at glemme. Og man bør næsten ikke sige for meget om det her, det lyder næsten som en hymne, altså, ’sådan nogle mennesker findes jo ikke’ … Jeg vil sige: Der er ikke så mange af dem.
II – KØBENHAVN
København, 27. maj 1984. Karl Aage Rasmussen arbejder på Danmarks Radio og ved, John Cage er i byen sammen med sin kæreste, danseren og koreografen Merce Cunningham. Cage har skrevet musik til Cunninghams danseforestilling på Østre Gasværk, og den danske komponist håber på at få et interview med manden, han mødte tidligere på året i New York.
– Cage er her flere dage, der er pressemøde, og jeg har så aftalt med radioen, at hvis han er villig til det, så vil jeg gerne lave et langt interview med ham. Så jeg går til pressemødet og spørger, og der kan han jo godt kende mig; det vil han da vældig gerne. Jeg kan ikke engang huske, hvad hotel han boede på, men dagen efter henter jeg ham sammen med Erik Christensen, som også var på radioen i gamle dage.
Karl Aage Rasmussen har skrevet indgående om hele det tyvende århundredes musik. Som en af de få kan han skrive om Mahler, Gershwin, Cage, Gould og de mange andre ikoner, uden at det kun er en indspist elite, som gider læse det. Hans engagement er lige så tydeligt på skrift, som det er, når han fortæller om de møder, han har haft med Cage. Han ved godt, de ikke har været nære venner, og at amerikaneren har kendt hundredvis af kolleger fra hele verden. Men Cages påvirkning var enorm for alle, der mødte ham.
– Erik, John Cage og jeg spadserer så igennem København fra hotellet og ud til radioen. Den tur tror jeg, vi begge altid vil huske. At gå med Cage på gaden og se, hvordan han hele tiden bliver optaget af et eller andet, som vi slet ikke har lagt mærke til eller ikke kan se noget specielt ved. Her ser vi det, han taler om i sine foredrag og tekster, nemlig evnen til at være konstant til stede og åben for simpelthen alt, der foregår. Det kan være nogle fugle, der flyver op, eller et bestemt farvespil i vandet ude ved Søerne.
Udnytter muligheden for at spole frem til fejringen af Cages hundredeårsdag 5. september 2012. Spredte lyde, som man kender dem fra den klassiske avantgarde, indtager Literaturhaus. Variations II er i gang.
Bassisten lyder som en vinduespudser, der arbejder uden vand. Saxofonisten blæser luft gennem sit instrument, nogle gange én lang tone, nogle gange en kort, nogle gange flere og nogle gange bare lyden af blæs. Men mest lytter de. Og venter. På det rette øjeblik? På, at linjerne og prikkerne beordrer en handling?
Jeg forhører mig efterfølgende om instruktionerne til Variations I-IV, og karakteristisk for Cages værker ligger der en utrolig mængde forberedelse bag de tilsyneladende tilfældige opførelser. Musikanterne har brugt to uger på at sætte sig ind i de teoretiske forskrifter bag tolkningen af det partitur, der skabes, når linjer og prikker slippes over et ark papir.
Instrumenterne er i øvrigt placeret efter samme princip, spredt over hele lokalet. Klokken lyder! Variations II er forbi, alle skal bytte plads. Jeg husker mig selv på ikke at komme for tæt på den maniske trommeslager i garderoben.
Interviewet med Cage bliver langt. Meget langt. Karl Aage Rasmussen er ekstatisk over, at manden, som har givet utallige interviews i løbet af sit liv, roligt bliver siddende bag mikrofonen.
– Vi er i studiet, og jeg har forberedt mig, så jeg har jo mange spørgsmål. Og han svarer på dem alle; det tager faktisk fire timer. Der er ikke noget som helst, han ikke vil tale om. Og jeg mener: Han må være en af de absolut hyppigst interviewede komponister i verdenshistorien, og når jeg så stiller ham nogle af de spørgsmål, han har fået hundredvis af gange, så siger han You know …, er stille i et minut og svarer så, ikke sjældent, noget, som i hvert fald ikke helt ligner det, han har svaret på det samme spørgsmål før. Han har haft en forunderlig evne til at tage tingene på ny hele tiden.
Det var ikke bare performeren Cage, der var på spil?
– Nej. Man havde netop aldrig fornemmelsen af, at han spillede en lille komedie for at være John Cage. Han var simpelthen et meget usædvanligt menneske, det var man øjeblikkeligt klar over.
En af de inspirationskilder, Cage oftest forbindes med, er den fjernøstlige zenbuddhisme. Flere af hans tilfældighedskompositioner er direkte inspireret af I Ching, en flere tusind år gammel kinesisk tekstsamling, som kan oversættes til Tilfældighedernes bog. Men det er alt andet end tilfældigt, at Cage søger inspiration i Østen.
– Cage har nogle meget personlige grunde til at interessere sig for selvet og fjernøstlige ting, for han siger: Ja, undskyld; jeg har det ad helvede til, fordi jeg må erkende, at jeg er bøsse, og derfor må jeg forlade min kone, som jeg elsker. Og det sker så på et tidspunkt omkring anden verdenskrig, hvor der er en voldsom forfølgelse af bøsser. Få år tidligere er hans lærer, Henry Cowell, blevet idømt elleve års fængsel i San Quentin for at have forbrudt sig mod moralen!
Cage har mødt Merce Cunningham, længe inden hans ægteskab med kunstnerinden Xenia Kashevaroff forliser i 1945. Men det er en 72-årig mand, Rasmussen møder i 1984. Den kønspolitiske kamp er på trods af Cages baggrund ikke en indlysende sag at spørge ind til.
– Han virker på en vis måde meget aseksuel, lidt sippet. Kønslivet er i hvert fald ikke noget, man skal drøfte med Cage. Men lad det nu være, hvad det er. Han har en stor krise midt under krigen, prøver psykoanalyse, men finder det meningsløst, fordi psykologen fortæller ham, han nok skal få Cage til at komponere meget mere musik. En fuldstændig åndssvag bemærkning. Han prøver også Rudolf Steiner, astrologi og forskellige ting, men han siger, det ikke hjælper noget som helst, og så er det, at det går op for ham, at den vestlige måde at håndtere psykiske problemer på overhovedet ikke hjælper. Det, der hjælper, er det, man gør i Fjernøsten, hvor man flytter bevidstheden: Rens sindet ved hverken at hade eller elske noget. Ingen likes eller dislikes. Hvis man elsker noget alt for højt eller hader noget alt for voldsomt, er bevidstheden ikke i orden.
Pausen mellem Variations II og fortsættelsen bliver brugt til at købe øl i baren, nye gæster hilser på deres venner, enkelte sidder og læser tekster af Cage, som er spredt ud over bordene. Er vi stadig i gang med værket? tænker jeg. Men bliver samtidig overvældet af et voldsomt selvhad for mit studentikose spørgsmål. Variations III bliver trukket.
Cirkler, masser af cirkler, kastes ned på et papir. De, der ikke rører hinanden, fjernes omhyggeligt, før partituret er klar. Alle sidder så tæt på instrumenterne, at det er svært ikke at føle sig som en del af koncerten. Så tæt på kontrabassen, at du kan se strengenes grove natur, deres overraskende tykkelse. Så tæt på ringeklokker, rangler og fløjter, at lydene gør ondt.
Indtil !ding! at III bliver til IV. Malertape bliver trukket fra instrumenter til borde, til stumtjenere, til vægge, til alt, indtil hele rummet er et spindelvæv af skrøbelige forbindelser. Musikerne vandrer rundt, klipper lidt i spindelvævet, sætter ny tape op. En rulle af den triller over gulvet, rammer min stol med et lille bump, som det kun er mig, der kan mærke.
Alt er kaos. Trommeslageren er begyndt at afmontere sit trommesæt og kaster det stykke for stykke hen langs gulvet. Pianisten slår i tangenterne, rejser sig, henter en tekst fra et bord og sætter sig til at læse den. Så en til, så to. På det her tidspunkt kan der være ro i op mod et halvt minut. Trommeslageren vandrer gennem rummet, hen hvor hans instrumentdele er smidt, sætter sig på gulvet og stirrer, inden han tager et bækken på hovedet som krone, balancerer op til flyglet og taber det ned på strengene. Han klapper pianisten på ryggen på vej væk. Sorry, mate. Pianisten tager bækkenet op og kaster det ned på strengene igen.
Fire af musikerne kravler rundt på hinanden, mens de indhyller Pauls bar i tape. En af dem sætter sig med en ringeklokke på gulvet, stadig stenansigt, og ringer hvileløst med den. Ding!
Der er gået 28 år, siden Karl Aage Rasmussen mødte Cage første gang. Og tyve år, siden han døde. Men selvom han er meget glad for bekendtskabet og har skrevet adskillige tekster om amerikaneren, kalder han ikke sig selv for en af Cages disciple.
– Jeg tror, det var meget vigtigt for mig, at jeg mødte Cage. Altså, jeg var ikke så interesseret i ham, før jeg mødte ham første gang, men hans personlighed gjorde, at jeg begyndte at interessere mig for ham ret længe, og som det udviklede sig, forstod jeg også mere og mere af, hvad han sagde og tænkte. Og derfor har han også spillet en stor rolle for mig. Men derfra og så til at sige, jeg er Cage-ianer, det ville være mærkeligt. Det spiller den rolle for min musik, at jeg fuldkommen opgiver tanken om, at den skal meddele et eller andet, men det betyder jo ikke, at jeg så ikke kan synes, noget er smukt eller taler stærkt, når jeg sidder og lytter til et af mine stykker.
Han ved godt, de ikke var venner. Han ved godt, deres værker er fra forskellige universer. Han ved godt, at han aldrig selv bliver zenbuddhist eller tilfældighedskomponist. Men han ved også, at Cage trods alt har smittet af på hans liv.
– Jeg kan ikke påstå, jeg kan identificere mig med Cages buddhisme. Hvis min kone pludselig falder om af en hjerneblødning, så vil jeg ikke love, at jeg kan sidde og sige: Jeg har ingen likes og dislikes, vel, altså. Og det er jo heller ikke meningen med det. Det er mere en opskrift på, hvordan man bærer sig ad med grundlæggende at være i ro. Men at jeg ikke selv er buddhist, betyder ikke, at jeg ikke bruger en del af det, når jeg etablerer min livsholdning og måde at være på i verden i det hele taget. Vi tager jo alle sammen det, vi kan bruge, rundtomkring. For nu at sige det lidt kynisk.
III – HOUSTON, TEXAS
– Kompositionen starter, når jeg siger tallet.
Det er Zeeberg, der står op, parat til at sætte den sidste af Cages Variationer i gang på Literaturhaus. Det lidt kultisk ukendte sted i Møllegade på Nørrebro har hele aftenen været en arena for erindring og refleksion. Hvad er det, Cage betyder for avantgardens unge frontløbere i dag? Det ser ud, som om de i hvert fald har enorm respekt for ham.
Brugen af instrumenterne har udviklet sig i løbet af Variationerne. Flyglet er blevet præpareret løbende, guitaristen har fundet sin delaypedal, og trommerne er blevet skilt ad og samlet igen. Der var en følelse af eufori efter Variations IV, den med malertapen og det cinematiske kaos, og Variations I er på en måde en epilogisk landing.
Men Cages værker forarger ikke længere. Der er ingen provokation, kun nysgerrighed, og publikum har måske ændret sig radikalt. Er blevet blasert, har oplevet for meget, de modernistiske udtryk har mødt den anden side af den moderne verden – den side, hvor musikalske højhuse, lydlige zeppelinereksplosioner og klangmæssige pogromer har æstetiseret alle forsøg på at provokere. Kunsten er på sin vis blevet en institution i sig selv, som indhyller alt, hvad der påtager sig dens navn, i en sløvende tåge af uendelig tolerance.
Eller måske er det bare mig.
Paul, indehaveren af Literaturhaus, ringer to gange på klokken i baren. Koncerten er forbi. Pianisten, Zeeberg, den unge avantgardist, er færdig. Han kigger på Paul og smiler.
Houston, Texas, 5. april 1986. Det er sidste gang, Karl Aage Rasmussen møder manden, der er blevet en af de mest indflydelsesrige komponister i hele det tyvende århundrede. At have muligheden for at spørge ind til møderne er som at fremmane brudstykker af musikhistorien, og uanset det mikroskopiske ved en detalje i fortællingerne er det svært at finde den overflødig.
– Jeg har en god ven fra konservatoriet, cellisten Hans Jørgen Jensen, som har været professor i USA på forskellige konservatorier. På det her tidspunkt er han i Houston med sin kone, og jeg rejser selv rundt og holder nogle foredrag, så det er en tid, hvor jeg virkelig befinder mig meget i flyvemaskiner. Derfor beslutter jeg at tage et par dage i Houston for at besøge dem, og det viser sig så, at Cage er i byen.
Rasmussen har på dette tidspunkt mødt Cage flere gange, og ved et tilfælde sker det altså en sidste gang. Staten Texas fejrer 150-året for sin oprettelse, blandt andet ved en kæmpe Jean Michel Jarre-koncert i Houston. Tilfældigvis samme aften, som Jensen, Rasmussen og Cage mødes ved et mindre middagsselskab.
– Hans Jørgen og jeg er til den her middag, hvor vi har været otte mennesker. Og på et eller andet tidspunkt er der en, der siger: Skulle vi ikke tage ud og se det der show?
Det viser sig dog fuldstændig umuligt at komme tæt på koncerten. Alenlange bilkøer og en enorm menneskemængde resulterer i, at selskabet ender med at overvære den spektakulære Rendez-vous Houston-koncert, der for en stund figurerer som verdens største koncert med sine halvanden million publikummere, på en lidt anderledes måde, end man måske forestiller sig, folk som den da 74-årige John Cage er vant til.
– Det er jo sådan, at nogle af os ikke rigtig kan se noget for folkemængden, og vi er formentlig tyve kilometer uden for Houston, men de blæser jo det kæmpestore lysshow op på de der store skyskrabere, som nærmest ligger i en ørken. Chaufføren siger så: Jamen okay, I kan sagtens stå på mit tag, det sker der ikke noget ved. Og så kravler vi op og står der.
Cage selv er ganske stille under koncerten.
– Jeg husker egentlig ikke, at han kommenterer musikken på nogen måde. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, han tager med for at gøre værterne en tjeneste. Jeg tror ikke, det er noget for ham, for det er jo sådan set en kunstmanifestation af en eller anden art, og hverken musikken eller lysshowet tror jeg, har interesseret ham. Han vil langt hellere se en stjernehimmel, tror jeg. Men der får jeg så selvfølgelig også anledning til at tale lidt med ham og få en fornemmelse af, at jeg da i hvert fald ved lidt om, hvad han er for en slags person. Men jeg håber ikke, jeg fremstiller mig selv som en ven af John Cage, for det var jeg bestemt ikke.
– Det var meningen, vi skulle have mødtes i 1992 i Frankfurt. Jeg havde aftalt med vores fælles ven på forlaget Peters, Don Gillespie, at vi skulle høre den første Europera, og Don havde jo sagt til ham, at ham der med brillerne fra Danmark ville være der. Men det gik jeg glip af, for han døde lige pludselig fire dage inden. Faldt om på gulvet. Hjerneblødning.
Lever Cages budskab i dag?
– Man kan i hvert fald sige, at hvad han har sagt og gjort, ikke er slået igennem. Det er jo meget typisk, at folk hører det samme musik. Så sent som i går blev jeg ringet op af Kristeligt Dagblad, som spurgte, hvilken musik jeg helst vil vækkes af om morgenen. Og jeg vil helst ikke vækkes af musik om morgenen, men hvis det skal være, så vil jeg helst vækkes af noget musik, jeg aldrig har hørt. Og det lød journalisten lidt forvirret over.
En af Cages vigtigste pointer er, fortæller Rasmussen, at ens verden bliver rigere, hvis man giver plads til det uplanlagte. Forsøget på at få overblik over alting bliver kritiseret voldsomt: En computer er jo langt enklere end en vandpyt, som rummer uendeligt mange forskellige muligheder. Get out of whatever cage you find yourself in, som amerikaneren ikonisk sagde.
– Den måde, Cage lever videre på, er, at han har fået mange mennesker til at opdage, at musik kan være noget andet, end de måske lige umiddelbart mener at vide, det kan være. Det er det med, at livsrummet bliver større. At du opdager et eller andet, som du ellers kunne have overset. Og det må være smukt og rigtigt at gøre det ved mennesket.
Rasmussen afbrydes af sin telefon. Det er Otto, der ringer for at høre, hvor han er henne i Den Sorte Diamant. Otto bliver guidet over til Helene med det røde hår og bedt om at vente i fem minutter, så skal han nok være der.
– Hvor var det nu, vi kom fra?
Om hans budskab stadig lever i dag?
– Hvad synes du selv? Det er du jo sådan set lige så god til at bedømme, som jeg er.
Jamen altså, folk på min alder ser på 4’33” som et kultstykke i dag, den skal faktisk opføres ovre på Knippelsbro klokken fem.
– Den skal også opføres på Radio24syv klokken 18.30, og det er jo på en måde noget pjank. For det er hele tiden noget med, at man skal opføre den, og så skal vi spørge os selv, om det er en joke, eller hvad det er. For det første skal man huske, at det er tilfældigt, det varer fire minutter og 33 sekunder. Cage har lavet et partitur, hvor der er tre satser og bare står tacet [stille, red.].
Så det har ikke noget at gøre med de 273 graders frost, som er det absolutte nulpunkt?
– Intet som helst, ej nej nej! Dengang Cage skrev 4’33”, interesserede han sig ikke for lyden, men for varigheder. Det er simpelthen proportioner af varigheder. Han siger selv: Jeg ved godt, det lyder fuldstændig vanvittigt, men jeg har arbejdet på det i flere dage. Så 4’33” består af en række varigheder – fjorten sekunder dér, 33 sekunder dér og så videre – som er sat sammen til forskellige satser. Det første partitur var jo simpelthen skrevet som et klaverpartitur med metronomtal og takter.
Altså, hvis du lægger sekunderne sammen, får du 273, som i frostgrader er det absolutte nulpunkt, hvor ingenting bevæger sig …
– Ved du, hvad Cage ville sige til det? Tilfældighedernes spil.
Sune Anderberg, 15.-29. november 2013 i Omlyd
Foto: © Karl Aage Rasmussen
Sune Anderberg 