Abrahamsens kronjuvel

Fredagens Sonning-priskoncert for Hans Abrahamsen understregede den sjældne skønhed i hans gribende hovedværk.

Vi er allerede et godt stykke inde i syvende og sidste sats af Hans Abrahamsens sangcyklus ”Let Me Tell You”, da et ret hostende publikum i DR’s Koncertsal med ét glemmer alt om kriller i halsen og i stedet kollektivt holder vejret.

På scenen har garvede Michael Schønwandt brugt første del af satsen på at lede det velspillende DR Symfoniorkester ud på tynd is, helt efter komponistens forskrifter. Med en blanding af ren og uren stemning i instrumentgrupperne er vi nået dertil i Abrahamsens magnum opus, hvor musikken splintrer i krystalliske flager og sangtekstens Ofelia i beslutsom desperation træder ud i den dalende sne for at gå sit endeligt i møde.

Det er her, midt i orkestrets ituslåede harmonik, at den canadiske sopran Barbara Hannigan får tiden til at gå i stå. Med et stille, men usvigelig autoritativt højt c, der vokser ud af det rene ingenting, planter hun et glimt af paradisisk skønhed, ledsaget af en skrøbelig durklang i orkestret. Sekunderne og minutterne, der følger herpå, er formentlig de mest gribende i nyere dansk orkestermusik.

Selv fra min ufordelagtige placering bag orkestret gør Hannigans smidige vokal et overbevisende indtryk. Det er omtrent 35. gang, hun synger det afsindig vanskelige soloparti, som siden premieren i 2013 er blevet præsenteret i mange af de mest indflydelsesrige koncertsale verden over, lige fra Filharmonien i Berlin til Carnegie Hall i New York.

Og netop den internationale gennemslagskraft er et krav til enhver modtager af Sonnings Musikpris. Derfor er det helt på sin plads, at prisen denne aften overrækkes til Hans Abrahamsen for hans samlede oeuvre.

Lad det dog samtidig også være sagt, at det internationale gennembrug såvel som den veritable prisregn, der har ramt Abrahamsen de seneste år, næppe havde fundet sted uden ”Let Me Tell You”.

Ganske vist har den 66-årige komponist fra Lyngby længe været dybt respekteret for sit elegante og slanke håndværk. Men trods en ganske stor succes med ensembleværket ”Schnee” fra 2008 er der alligevel ingen tvivl om, at ”Let Me Tell You” er den ubestridte kronjuvel i samlingen.

For lige så indbydende dette værk er med sine usædvanligt rørende passager, lige så kompromisløst og radikalt går Abrahamsen frem i mange af sine øvrige kompositioner.

Det får vi også at høre denne aften, hvor serbiske Tamara Stefanovich er solist i Abrahamsens klaverkoncert ”Left, Alone” fra 2015. Det nådesløst stringente værk lægger hektisk fra land med dyb buldren og skærende blæserskrig, og man aner en musikalsk fortælling om et stort maskineris sammenbrud og dets forgæves forsøg på at samle noget nyt af stumperne.

Det kompositoriske håndværk er beundringsværdigt, men den meget kompakte klaverkoncert når aldrig at etablere en klar identitet, og som lytter er det svært at trænge igennem de tabeller og systemer, der holder værkets forløb i et jerngreb.

Mere varme og humør er der i det mellemliggende af aftenens værker, Abrahamsens spændstige og trimmede orkestrering af Debussys legesyge ”Children’s Corner”. Varme er der også i komponistens takketale, hvor han benovet fortæller, at tildelingen af Sonnings Musikpris gør ham ”ufattelig rørt”, og at det ”nærmest er som at være i et eventyr”.

I så fald ser eventyret ud til at fortsætte til oktober, hvor Det Kongelige Teater uropfører Hans Abrahamsens nye opera ”Snedronningen”, skrevet over H.C. Andersens juleeventyr. Måske en ny juvel til samlingen?