Fikserbillede fra fronten

»VI HAR MILLIONER af dollars, men det gør os ikke til millionærer,« bedyrer Billie Eilish let indigneret fra sofaen. Så griner hun vantro. Ad sig selv, sit nyligt parodiske liv, ad berømmelse i det hele taget, vel. Det er sen aften, hun er på arenaturné med sit debutalbum i 2019 og har lige optrådt i Houston, Texas. Stemningen er fjollet og euforisk, ved hendes side lægger storebror Finneas sidste hånd på Bond-temasangen »No Time to Die«, henslængt. Scenen er en af de sidste i The World’s a Little Blurry, dokumentaren om Billie Eilishs vej mod stjernerne, som udkom tidligere i år og findes eksklusivt på Apple TV+. Kameraet er håndholdt og søgende, fotograferne har arbejdet tålmodigt for at holde portrættet af øjeblikkets største musiknavn i øjenhøjde. Absurditeterne lader sig dog ikke skjule.

Den ellers syndigt oprigtige, velformulerede og på sin vis sympatiske Eilish gør løjerlige krumspring for at underspille sin nyvundne magt. Hun kan ikke lide at kalde sine fans netop det, men omtaler dem som »en del af mig«. At skrive nye sange er noget, hun efter eget udsagn hader, og undervejs beklager den nu syvdobbelte Grammyvinder sig over, at hun er »så dårlig til at synge«. Den unge amerikaners virtuose beherskelse af egen luftige og lavmælte vokal har ellers været decideret stilskabende og er betagende som de dybfølte suk fra Ben Websters tenorsax. Men nej, Eilish vil knap vedstå sig at være kunstner. Hun er jo bare ligesom alle de andre ængstelige årtusindbørn.

I 2011 VAR JUSTIN Lubliner 20 år gammel og dybt optaget af den amerikanske musikindustri. Ved University of Southern California studerede han selvsamme, og efter at have opdaget et udækket behov stiftede han sit eget firma: Darkroom tilbød internationale EDM-musikere markedsføring og udvikling af deres brand i USA. Der blev lagt mærke til Lubliner, som både jonglerede med pr, forretningsførelse og musikudgivelse. Så meget, at han i første omgang blev indfanget af Republic Records på østkysten og siden, i 2014, vendte hjem til Californien og stiftede Darkroom Records som datterselskab til den Universal-ejede sværvægter Interscope Records.

Få kilometer væk, i L.A.-skuespillerne Maggie Baird og Patrick O’Connells overskuelige treværelsers villa, fyldte Billie Eilish 13 år. En skelsættende alder for mange, men særligt for Eilish, der en novemberdag i 2015 lagde en ballade skrevet af Finneas, »Ocean Eyes«, op på sin SoundCloud-profil. Det var ikke første gang, de offentliggjorde fælles projekter, men denne gang ramte de noget; den drømmende, blødt diskante sang gik – relativt – viralt. Dagen efter stod den rutinerede impresario Danny Rukasin i familiens stue for at sikre sig sangerens gunst og lægge planer, afsindige planer, for fremtiden.

En af dem, der hørte »Ocean Eyes«, var Justin Lubliner, en praktikant på Interscope havde opdaget sangen. Her var kunstneren, han »havde ledt efter hele sin karriere«. 29. august 2016 skrev den nu 14-årige Eilish kontrakt med Darkroom Records, Lubliners blot anden erhvervelse siden opstarten som pladeselskab. Tre måneder senere udgav de gennembrudshittet ad mere etablerede streamingkanaler som singleforløber for EP’en Don’t Smile at Me. Først efter to et halvt år, i marts 2019, kom debutalbummet, When We All Fall Asleep, Where Do We Go?, der så til gengæld helt forrykt gik direkte ind som nummer ét på hitlisten i 70 lande verden over.

I BEGYNDELSEN AF 2019 rundede Eilish som den yngste kunstner nogensinde en milliard afspilninger på Spotify. Siden er tallet mangedoblet, og Justin Lubliner er blevet kåret som et af branchens største talenter af Forbes og Billboard. Talent kræver det uomtvisteligt at skabe et globalt ikon, der har tjent så mange penge ind til musikindustrien, samtidig med at det er lykkedes Lubliner, Rukasin og resten af holdet bag Eilish at markedsføre hende som en stormløber. Pitchfork har kaldt hende »en lovløs fuckfinger til poppens status quo«, mens The New Yorker ser hendes ageren som »et opgør med den kvindelige popstjernerolle«. Herhjemme modtog pressen hendes seneste album, Happier Than Ever, med lignende gloser; Berlingske skrev om »en disruptor i popland«, Information om »en forræderisk besindig oprører«.

Sådan opfatter man hende næppe hos Interscope, der i 2020 var det slet og ret mest succesrige pladeselskab på den amerikanske Billboard-hitliste. Næppe heller hos de mange kommercielle giganter, Eilish har samarbejdet med: Apple, Spotify, YouTube, Disney, H&M, Adobe, Deutsche Telekom, bilfabrikanten Dodge med flere. For ikke at nævne platforme som Instagram, der nyder godt af at indsamle og sælge data om hendes knap 89 millioner følgere. Popindustrien kunne ikke have ønsket sig en bedre modstander.

Centralt i fortællingen om Billie Eilish som industriens outsider står barndomshjemmet i L.A., hvor hun og Finneas har skrevet, indspillet og produceret så godt som alle sange helt alene. At andre skulle være involveret i den skabende proces, er en næsten kættersk tanke i Eilish-mytologien. Alligevel har musikken indarbejdet nogle tydeligt mere eksplosive EDM-kendetegn efter tilknytningen til Darkroom; Eilishs helt store trumfkort siden engleblide »Ocean Eyes« har været at krydre sin silkelette vokal med en hidsigt forvrænget, glisserende bas, pludselige temposkift og det fra trap-genren velkendte highhat-sample fra Rolands 808-trommemaskine i stil med blide trykluftbor.

Om pladeselskabet har haft selv den mindste indflydelse på det musikalske resultat, forbliver ren spekulation. Evident er det dog, at markedsføringen af Eilish gør en dyd ud af at underspille musikindustriens andel i succesen. Særligt glimrer den ved sit fravær i The World’s a Little Blurry, som er produceret af netop Darkroom og Interscope selv. Ingen er ellers mere bevidst om, at et globalt fænomen som Billie Eilish ikke opstår ud af det blå, men kræver intens og konstant promovering på et internationalt niveau, som kan være vanskeligt at begribe.

EN NORMAL ARBEJDSDAG begynder for Justin Lubliner, når han vågner klokken otte om morgenen til et dusin ubesvarede opkald og omtrent hundrede nye mails i nattens løb. Det meste af sin tid bruger han på at rejse kloden rundt for at følge selskabets kunstnere og opbygge personlige relationer til internationale kontakter. Livet i kulisserne er hårdt, og Lubliner, der nu har taget hul på trediverne, er efter eget udsagn klar over, at han ikke kan holde kadencen mange år endnu. Da det i foråret 2018 lykkedes at udgive duetten »Lovely« (1,5 milliarder streams på Spotify), hvor den dengang endnu ikke overeksponerede Billie Eilish er i selskab med den få år ældre verdensstjerne Khalid, berettede Darkroom-stifteren på Instagram, at det var en af de vanskeligste aftaler at lande i karrieren; ni måneder havde det taget at få de Sony-ejede pladeselskaber bag Khalid til at sige ja til samarbejdet.

Seks måneder senere kulminerede to års indsats for at lande et samarbejde med Apple, da Eilish udgav den sukkersøde »Come Out and Play« med akustisk guitar og stille længsel som en reklamefilm for giganten op til jul. Og scenen, hvor Billie og Finneas nonchalant lægger sidste hånd på »No Time to Die«, temasangen til den endnu ikke udgivne Bond-film, mens de griner fjoget og krøller sig sammen i en blød sofa? Resultatet af en benhård, langsigtet plan om at lancere Eilish i filmens verden. »Det var en af de sværeste ting, vi nogensinde har arbejdet på,« fortalte Lubliner sidste år Billboard om sliddet med at sælge sangen til Metro-Goldwyn-Mayer og Eon Productions, selskaberne bag Bond-franchisen; kun med hjælp og albuer fra den øverste ledelse i Universal var det lykkedes.

I interviewet med Billboard fortsætter Lubliner ved at fortælle, at markedsføringen af Eilishs næste album allerede er i støbeskeen. Det til trods for at søskendeparret på daværende tidspunkt kun så småt var gået i gang med at skrive sange til Happier Than Ever. Måske var den opsigtsvækkende forside i Vogue allerede dengang udtænkt: forvandlingen fra grøn- og sorthåret gotiker med overdimensioneret tøj til naturligt blond pinup, som tog internettet og den logrende kulturjournalistik med storm i begyndelsen af maj i år, en veltimet kioskbasker forud for albumudgivelsen 30. juli. Her så man den omhyggeligt opbyggede rebel Billie omfavne industriens ærketraditionelle visuelle identitet, men på egne vilkår, forstås; manøvren var ikke mindst en opvisning i kontrol.

OVERSKRIDELSE, OPRØR. Den britiske kulturforsker Macon Holt skriver i Pop Music and Hip Ennui: A Sonic Fiction of Capitalist Realism fra 2019 om musikindustriens omgang med det, der ved første øjekast ligner æstetiske og etiske brud på normerne. Men, advarer Holt, og her genopliver han forfriskende en kritisk pointe fra avantgardens musikpolemik, man skal ikke lade sig narre af de tomme overskridelsers praksis; rebellion, et levn fra rockismens storhedstid, er et velstuderet look hos musikindustriens maskemagere. Når musikere som Taylor Swift og Miley Cyrus spreder budskaber om disruptiv hedonisme, skriver han, nytter det ikke noget, hvis deres musik ender som et ukritisk forbrugsgode i det system, den foregiver at ville omvælte.

Helt så flammende marxistisk behøver man selvfølgelig ikke indtage sin populærmusik. Men på alle parametre hjælper Billie Eilish sådan set til at opretholde musikindustriens status quo. Hun producerer med imponerende stabil frekvens salgbare varer som singler, album, videoer, film, koncerter og merchandise. Hendes sociale medier er hvidglødende, og de traditionelle medier følger trop; Soundvenue har til dato nævnt hende i 225 artikler på knap seks år, heraf størstedelen med Eilish selv som hovedhistorie. Samtidig styrker hun branchens kvasireligiøse besyngelse af individet og den populærkulturelle celebrity culture, hvor stjernernes øjensynlige intimitet bliver en eftertragtet handelsvare.

Rent musikalsk nærmer hun sig med Happier Than Ever også det radiovenlige hovedspor, som bror Finneas allerede bekendte sig til med sin egen debut-EP fra 2019, Blood Harmony. På Happier Than Ever er den urovækkende dommedagsbas mestendels parkeret i garagen til fordel for det, der allerede løb som en let anonymiserende understrøm på det første album: intime ballader, udglattende majakkorder og akustisk guitar. Til gengæld står teksternes kropsaktivistiske og psykisk rummelige budskaber i kø. Kætteren er blevet prædikant, men den progressive lyrik står i skarp kontrast til en musikindustri, der vedholdende frembringer tragiske skæbner og mobiliserer besatte fans med totalitær gruppeadfærd.

MUSIKINDUSTRIENS PERSONKULT lever i bedste velgående trods musikkritikkens årelange kamp imod misforstået genidyrkelse. Lettere er det også for de største pladeselskaber at bevare dominansen, når en med tiden udtjent stjerne kan erstattes af en ny. Idoler forgår, selskaber består. Lykkes det ikke en kunstner at ramme alle tiltænkte målgrupper, lancerer man på bedste splittestmanér en håndfuld lignende navne i forskellige klæder. Én af dem skal nok ramme plet. Med big data bliver det muligt at industrialisere branchen i endog yderligere grad; Justin Lubliner ansatte sidste år sin første dataanalytiker, så Darkroom kan udfærdige sin »globale strategi ud fra data frem for blot ideer og instinkt«, som han fortalte det til Billboard.

Ser man bort fra det seneste års aflyste koncerter, er musikbranchen nu, efter nullernes piratkopiering og fildeling, for alvor kommet tilbage på fode. Danny Rukasin, der indfangede Billie Eilish dagen efter offentliggørelsen af »Ocean Eyes«, udtalte i 2019 til magasinet Music Business Worldwide, at »musikbranchen i dag har det så godt, som den nogensinde har haft det«. Det ændrer dog ikke ved, at mange sociale omvæltninger i musikindustrien fortsat lader vente på sig. Kun et fåtal af professionelle musikere kan profitere af streamingøkonomien; her håber man givetvis på reelle revolutionære, der udfordrer industriens grundlæggende indretning.

Jeg har måske forsømt at skrive, at jeg faktisk sætter meget stor pris på Billie Eilishs musik. At hun i min optik står som en elegant stilist med flere allerede ikoniske sange fulde af oprigtig kreativ lyst, udogmatiske strukturer og gavmilde detaljer. Men for mig at se er fortællingen om Eilish ikke en historie om oprør, højst et iscenesat af slagsen, som bliver tiltagende absurd, des mere magtfuld den 19-årige amerikaner bliver. Skal man sætte ét ord på »projektet Billie Eilish«, som både indrammer den intime vokal, hvis vibrato og stød hun styrer overlegent, og det nærdesignede image opbygget i fællesskab med branchens bedste inden for markedsføring, så er det: kontrol. Og utrætteligt arbejde for at opretholde den, fra både Eilishs og industriens side. De skal samme vej.