Strøm til en mursten

Frankenstein? Mens Vestenvindsbæltet driver en regntung front tværs gennem landet, og de storkøbenhavnske kloakker opgivende forberedes på endnu en volumenmæssig underlegenhed, påskønner jeg, at menneskeheden gennem mindst tre årtusinder har forfinet kvaliteten og udbredt tilgængeligheden af den beskyttelse mod vandmængderne, der etymologisk set kan spores tilbage til det latinske ord for skygge, umbra. De tre indtil nu rolige lyd- og lysteknikere til venstre for mig ville nok have ønsket, deres plastikhvide festivalpavillon havde samme historiske tyngde.

Det er dagen før opførelsen af den kombination af kunstens elementer, som i minimalistisk tradition har fået titlen LYD//LYS. Bag det, der før Roland Barthes’ antiautoritære opgør med begrebet ville være blevet kaldt et værk, står to komponister og en lysprogrammør. Et efterhånden populært møde mellem den klassiske tradition og en elektronisk nutid, der begge suppleres af samtidens visuelle dominans. Komponisten og underviseren Svend Hvidtfelt Nielsen har udarbejdet kompositionen Music for a House, som han selv kalder ”en gennemkomponeret c-mol”, og den studerende Jacob Eriksen har føjet de elektroniske elementer til musikken. Uden for musikken, men stadig som en del af afsendermediet, står den tidligere studerende Jakob Kvist Hansen for det visuelle og fuldender en treenighed, der køligt koordineres af den usynlige bagmand, Andreas Groth Clausen, organiserende studerende.

Alt er parat, og hvis det er mig tilladt at bryde ud af den fortalte præsens, er det en personlig kamp ikke at ekstrapolere konsekvensen af Hayden Whites teori om det fiktive element ved enhver form for historiegengivelse og indskrive den reporter fra TV 2 Lorry, som ved åbningen af mausoleet for den fiktivt afdøde Claus Beck Nielsen råbte til sin redaktør i telefonen: – Kunstværket begynder om fem minutter! Medierne er dog først inviteret til selve opførelsesdagen. Dette er ikke en opførelse, dette er en test.

”A flash of lightning illuminated the object and discovered its shape plainly to me; its gigantic stature, and the deformity of its aspect, more hideous than belongs to humanity, instantly informed me that it was the wretch, the filthy daemon to whom I had given life.”
Mary Shelley: Frankenstein, p. 73

Man skal forestille sig at gå langs væggene. Bygningen, som danner ramme om opførelsen denne lunefulde sommeraften i august, har en broget historie bag sig, men i dag huser den Afdeling for Musikvidenskab ved Københavns Universitet. På de øverste etager er der mulighed for at øve klaversonater, trommefills, jazzstandarder, trompetfigurer, og hvad man ellers kan forvente sig af et studium med en betydelig praktisk dimension. Visionen bag LYD//LYS er at formidle dette kaotiske møde mellem genrer, instrumenter og musikfilosofier. I dagens anledning er undervisernes kontorer også inddraget, så hele venstre fløj af Vilhelm Tvedes neoklassicistiske konstruktion fra 1868 er del af den tiltænkte kulisse. De studerende har reelt overtaget stedet, gennet professorerne ud af deres lokaler og på den måde skabt en udmærket lejlighed til at mindes hundredeårsdagen for opførelsen af det, der oprindeligt var hjemsted for den københavnske frimurerloge.

– Min intention var at fokusere på, hvad det enkelte instrument kunne, sådan udlægger Svendt Hvidtfelt Nielsen selv rationalet bag kompositionen.

Sådan kan man også forestille sig øvesituationen: et antal studerende med fokus på hver sit instrument og dets muligheder, men inden for få kvadratmeter og bag langtfra isolerede døre. Et kaos, hvis man ikke kan navigere i lydene, og derfor da også et tilbagevendende mareridt for nogle af bygningens naboer; denne gang blot et mareridt realiseret og forstærket af tyve højttalere.

Eller den moderne Prometheus

Og så frem til premiereaftenen. LYD//LYS er åbnings-koncerten på Strøm 2011. Den elektroniske festival har eksisteret i fire år, og i år er hovednavnet irske Aphex Twin. Der er sket en del, siden Robert Allen Zimmerman blev buhet ud af Newport Folk Festival i 1965 for at sætte strøm til sin guitar.

Klerkegade 2 i udkanten af det historiske Nyboderkvarter er afspærret for gennemkørsel, og publikum er mødt talstærkt op. Unge intellektuelle i skovmandsskjorter og engang ironiske accessories fylder det meste af billedet, men med VIP-udsigt har også naboerne i beboelseskomplekserne taget opstilling, selvom de allerede har set generalprøven dagen i forvejen; i dag har de inviteret familien på besøg. Fra sit skjul dukker også det musikvidenskabelige personale op, én efter én og hver især del af de studerendes fællesmængde af mytologiserende fortællinger om institutionens fortid. For en sjælden gangs skyld er det ikke kun den halvtransparente informationstavle ud til vejen, der afslører, at den imponerende bygning huser en musikuddannelse.

“When I looked around I saw and heard of none like me. Was I, then, a monster, a blot upon the earth, from which all men fled and whom all men disowned?”
Ibid., p. 116

Kulturborgmester Pia Allerslev er for LYD//LYS, hvad Chaka Khan en uge tidligere var for Prince ved NPG-festivalen på Amager, og hvad nummer to på David Lettermans top-ti-lister altid er for nummer et. Ingen lytter til statsautoritetens åbningstale, kulturens nødvendige onde, men da hendes sidste ord, Velkommen til Strøm, bliver samplet og loopet til uigenkendelighed, er publikums opmærksomhed igen vakt, efter Bjørn Svin i øvrigt har dj’et sig gennem en times opvarmningskoncert og vertikale samlejebevægelser.

Der er komplet stilhed, da blinkende silhuetter af de over tyve medvirkende musikere og sangere toner frem bag femten åbne vinduers ophængte hvide lærreder. Platons hulelignelse synes i momentet uambitiøs. Skyggebillederne anonymiserer den enkelte medvirkende, kun tilskueren med et forudgående kendskab vil kunne identificere objektet mellem lyskilden og fraværet af lys på lærredet. Det er en teatralsk uvirkelighed, der indrammer, hvad man forhåbentlig kan undgå at kategorisere som værket og i stedet anskue som dynamisk tekst. For så vidt ligger det ikke fjernt at drage en parallel til Walter Benjamins surrealistisk funderede tekstliggørelse af de parisiske arkader, som han analyserede i sit ufuldendte Passageværk i årene fra 1927 til 1940. I disse storslåede, men forfaldne arkadebygninger med deres glasfacader og stålkonstruktioner så han resterne af en drømmeverden og et vindue til fortiden, før den blev spundet ind i mytedannelser. Genstanden for erkendelsesteoretisk arbejde kommer i en uanet mængde af former; denne aften formet som et gammelt hus med et enormt søjleparti, men omdannet til gigantisk lærred for første gang, siden Palæbiografen blev nedlagt og stedet omdannet til politikaserne under Anden Verdenskrig.

“There was none among the myriads of men that existed who would pity or assist me; and should I feel kindness towards my enemies? No; from that moment I declared ever-lasting war against the species, and more than all, against him who had formed me and sent me forth to this insupportable misery.”
Ibid., p. 131

De blinkende silhuetter ledsages af en defibrillerende rytmik i løbet af kompositionens første minutter. Oplivningsforsøget er i gang, og et mat lys bag vinduerne signalerer, at der er håb endnu for denne monumentale gendigtning af Mary Shelleys gotiske og tvetydige skræktragedie. Væk er i øvrigt regnens kornede lydkulisse fra forrige aften, som i sig selv skabte en auditiv port til fortiden, foruden den i retrospekt komiske panik for oversvømmelse i teknikteltet.

Til tonerne af umiddelbart kaos: otte flygler, to celloer, violinen, trombonen, kontrabassen, de to kor, laptoppen og ikke mindst klarinetten, som hele stykket er skrevet om til ære for, forvandles Klerkegade hurtigt til et gigantisk amfiteater og bliver uforvarende et eksempel på byfornyelse indefra. For første gang i løbet af mine tre år på Afdeling for Musikvidenskab har jeg endelig en idé om fremtidens potentiale for institutionen, som resulterer i små sammentrækninger i musculus arrector pili, et fænomen populært kendt som gåsehud.

Crewet har sovet på gaden for at beskytte det udstyr, som nu udsender musikalske hilsner til Karlheinz Stockhausen og Per Nørgård i en velkendt struktur indeholdende både stilhed og opbygning til et klimaks. Undervejs præsenteres publikum også for en laptopsolo, indlistede jazzfraseringer hos trompetisten og stilren flerstemmighed fra det klassiske kor, alt sammen tematisk knyttet sammen af fem helt almindeligt opadgående toner i en diatonisk c-mol startende ved grundtonen; en minimalistisk simpelhed i skarp kontrast til flere passagers polyfoniske, apokalyptiske kaos – noteret kaos, ganske vist.

“I am alone and miserable; man will not associate with me; but one as deformed and horrible as myself would not deny herself to me. My companion must be of the same species and have the same defects. This being you must create.”
Ibid., p. 139

Til lyden af, hvad der kunne være et Hans Zimmer-score, udkæmpes over en halv time en kamp mellem lys – ikke bare som lys, men som lys spaltet til en regnbue af neon – og det genkommende mørke. Ganske vist frarøvet den forrige aftens skybruds dramatik og ukoordinérbarhed, og undervejs må da også selv den cykliske tornado af mørke, som giver murene en ny tekstur og det visuelle en udviklingskurve, indse, at publikums opmærksomhed ikke kan fastholdes gennem hele opførelsen. Snakken tager til, ligesom man kender det fra beretninger om koncerter, før den klassiske musikscene i takt med Guds udbredte død måtte overtage rollen som stedet, hvor publikum søgte transcendens og spiritualitet og derfor forholdt sig tavst under koncerterne, mens Den Store Musik indtog religionens plads. Aftenens store andel af hipsters har et lidt mere afslappet forhold til musikken.

– Det hele er lidt forte, siger Svend Hvidtfelt Nielsen, og det har da også lokket pantsamlerne til, ligesom den ekstrapolerede festivalstemning og mangel på toiletter er begyndt at henvende sig til en af de menneskelige sanser, som ikke var en del af idéen bag LYD//LYS.

“Miserable himself that he may render no other wretched, he ought to die. The task of his destruction was mine, but I have failed.”
Ibid., p. 209

Begyndelsen, det moment hvor alt endnu er åbent og til forhandling, er for længst forbi. Opførelsens visuelle og kompositoriske klimaks er nået i et stroboskopisk fortissimo, og andægtigheden har bredt sig igen, mens publikum lægger op til at hylde musikere, teknikere og frivillige, som har stablet hele projektet på benene. Jublen bryder ud, som den skal, og mens de sidste øl udskænkes, udveksles vittige og ambitiøse visioner blandt studerende og undervisere (for nogles vedkommende er det den samme samtale, der holdes for tyvende gang). Bygningen lukker langsomt ned, festen fortsætter et andet sted i byen, og jeg kan ikke lade være med at tænke Vent, opførelsen er ikke slut endnu; men når først virkeligheden er tekstliggjort, slutter opførelser aldrig helt. Og så er det op til den enkelte at vurdere, hvorvidt det er et monster eller det modsatte, som er blevet oplivet her til aften.

“Farewell, Walton! Seek happiness in tranquility and avoid ambition, even if it be only the apparently innocent one of distinguishing yourself in science and discoveries.”
Ibid., p. 210